Adelgade 26, 9500 Hobro

Dansk design

Rud Thygesen (1932 – 2019) og Johnny Sørensen (1944 –)

 

For nogle år siden udtalte den engelske designguru, Sir Terence Conran, at danskerne måtte være født med et særligt design-gen, og det var nok en udtalelse, som i høj grad er i overensstemmelse med den udprægede danske selvforståelse om, at vi i Danmark er verdensmestre i design – og især møbeldesign. Problemet med Conrans velmente og venlige udtalelse er imidlertid, at det, som de fleste danskere og udlændinge forbinder med godt, dansk møbeldesign hører fortiden til. Det er møblerne fra 50erne og 60erne, der refereres til og dermed den tids perlerække af dygtige formgivere som Kaare Klint, Mogens Koch, Hans J. Wegner, Børge Mogensen, Finn Juhl, Arne Jacobsen og Poul Kjærholm m.fl. samt de navnkundige snedkerlaugsudstillinger i København (1928-1968), hvor de fleste af de ”hotte” navne deltog med møbler, som senere blev både designklassikere og ikoner. Det var der – i perioden efter Anden Verdenskrig - at dansk møbeldesign blev berømt og fik masser af spalteplads i de internationale designmagasiner: Succesen var hjemme og Danish Design blev et begreb for det ypperste af det ypperste. Men træerne vokser ikke ind i himlen og succesen havde den bagside, at der ikke blev givet plads til nye talenter, som kunne overtage stafetten og videreføre udviklingen. De mange gode møbelproducenter, som havde fået etableret et godt samarbejde med de kendte designere, turde ikke satse på nye og ukendte folk, og dermed blev fødekæden brudt. Oven i dette kom, at der dukkede nye produktionsformer og materialer op i slutningen af 60erne, som gjorde den håndværksprægede produktion – som netop var hovedelementet i markedsføringen af dansk møbeldesign – for omkostningstung og besværlig i forhold til den internationale konkurrence. Nye materialer, som f.eks. glasfiber og plast, som de danske møbler i massivt træ havde meget svært ved at konkurrere med, både hvad angik formsprog og rationelle produktionsmetoder. Med andre ord så det sort ud for dansk møbeldesign i slutningen af 1960erne og da Københavns Snedkerlaug efter 40 års virke besluttede sig for at afslutte de navnkundige laugsudstillinger i 1968, var det som om, at der ikke var nogen fremtid for dansk møbeldesign. Og den manglende fremtid blev stilsikkert lagt i graven af dagbladet Politikens arkitekturanmelder, Svend Erik Møller, som efter et besøg på den internationale møbelmesse i Köln i januar 1968 skrev: ”Danske møbler i dødskamp – nu kan kun et talentfuldt initiativ redde stumperne af dansk produktion”. Italien og Finland viste vejen frem med møbler i plast og glasfiber og med organiske former, hvorimod Danmark var kørt helt fast med sine møbler i træ i et traditionelt formsprog. Det var kun designeren Verner Panton, som efter Møllers mening havde talent og format til at redde dansk møbeldesigns omdømme; men det havde Panton ingen ambitioner om, idet han allerede i starten af 60erne havde forladt Danmark og bosat sig i Schweiz af samme årsag: Danmark var ikke stort nok til ham, tænkte ikke stort nok til at realisere hans flyvske ideer og havde ikke producenter med is i maven og en risikovillig kapital, der var stor nok.

 

To unge arkitekter fik vendt udviklingen.

Rud Thygesen og makkeren Johnny Sørensen etablerede allerede tegnestue da de studerede på Kunsthåndværkerskolen (nu Danmarks Designskole). I begyndelsen tegnede de en række ekstravagante møbler, som ikke havde den helt store succes, men i 1968 deltog de i den sidste konkurrence, som Københavns Snedkerlaug havde udskrevet. Konkurrencen havde navnet ”Møbler til Deres værelse” og de to designere havde tegnet et elegant additionssystem at lette møbler, som i formsproget både var klassisk og moderne. Thygesen og Sørensen vandt konkurrencen og året efter blev møbelserien skænket som gave til Kong Frederik d. 9. i anledning af hans 70 års fødselsdag. Serien blev meget naturligt døbt ”Kongemøblerne” og det var første gang, at offentligheden blev gjort opmærksom på de to designere. Ingen kunne vide, hvad der senere kom fra de to arkitekter og hvilken overvældende succes, de fik med deres møbler, men set i bakspejlet er der en ret interessant, at netop Rud Thygesen og Johnny Sørensen vandt den sidste konkurrence i snedkerlaugets regi og dermed trækker 40 års historie om dansk møbeldesign ind i en ny tid. Det var dog ikke ”Kongemøblerne” der skabte succes for Thygesen & Sørensen – om end de stadig er efterspurgte.
Det var hos møbelproducenten Magnus Olesen i Durup, at de virkelig fik fat i tingene og fik skabt et ganske enestående samarbejde. Baggrunden for samarbejdet var en studierejse til USA, som Thygesen & Sørensen udførte i 1970 med støtte af Møbelfabrikantforeningen og Nationalbankens Jubilæumsfond, hvor de skulle undersøge mulighederne for at anvende plast og glasfiber i dansk møbelproduktion, hvilket var afstedkommet af italienske og finske møbelproducenters succes med disse materialer. I deres rapport konkluderede de to designere, at de nye materialer ikke passede til de gængse produktionsmetoder i Danmark. Det ville blive for dyrt at omstille produktionen til plast, og det ville også blive meget kostbart at uddanne folk til de nye produktionsformer. På den baggrund anbefalede de to designere, at den danske møbelindustri skulle udvikle en produktion, der var baseret på formpresset, lamineret træ, idet denne teknik nemt kunne anvendes i de danske møbelfabrikker og bearbejdes med de eksisterende produktionsanlæg. Og det var lige netop, hvad man gjorde hos Magnus Olesen A/S i Durup. Firmaet havde i mange år samarbejdet med arkitekter, men i begyndelsen af 1970erne var man interesseret i at komme videre, og rapporten fra Rud Thygesen og Johnny Sørensen gjorde indtryk på Magnus Olesen. Resultatet blev, at de to designere tegnede en serie møbler i formspændt, lamineret træ til præsentation på møbelmessen i Bella Center i 1974. Formsproget var særdeles stramt og nærmest minimalistisk, men frem for alt var der tale om møbler, der var skabt til en rationel, industriel produktion hele vejen igennem og dermed ikke præget af de håndværksmæssige traditioner, som danske møbler ellers slog sig op på. Og netop fraværet af det håndværksmæssige var ikke noget, der tiltalte de møbelhandlere, der havde med det private marked at gøre. Det kunne godt være, at møblerne var fornuftige, smarte og moderne – stolene kunne endda stables – men ifølge møbelhandlerne var det ikke noget, man mente kunne sælges til de private forbrugere. Det kunne de heller ikke og det lignede da også en fiasko indtil Peter Stærk fra møbelfirmaet Botium dukkede op og foreslog, at man skulle gå efter kontraktmarkedet – dvs. møbler til offentlige myndigheder og institutioner samt til virksomheder m.m. Det gav pote og i løbet af ganske få år fik Rud Thygesen og Johnny Sørensen fat i kontraktmarkedet i en sådan grad, at man i møbelbranchen omtalte dem som Gulddrengene og af samme årsag så skævt til deres succes. Det var heller ikke alle af deres kollegaer, der havde det nemt med deres fremdrift, og Thygesen & Sørensen fik hurtigt hæftet på sig, at de var kommercielle. Hvad mange af kritikerne imidlertid overså, var at Rud Thygesen og Johnny Sørensen rent faktisk skabte en lang række gode og innovative møbler, som i høj grad var tilpasset brugerne. Med nogle ganske få undtagelser lå det ikke til de to designere at dyrke det elitære eller det ekstravagante og derfor blev deres møbler – ufortjent - heller ikke vurderet efter samme værdiskala, som møbler tegnet af koryfæer som f.eks Wegner, Finn Juhl og Poul Kjærholm. I 1995 bestemte Rud Thygesen og Johnny Sørensen sig for at afslutte samarbejdet. Næsten 30 års parløb blev lagt i graven og nu skulle de to arkitekter for første gang prøve at stå på egne ben. Det var ikke nemt, men for Rud Thygesens vedkommende blev det et interessant karriereskift, hvor han fik mulighed for at arbejde med små firmaer og få afprøvet forskellige ideer. Thygesen fik derudover mulighed for at engagere sig i de årlige SE-udstillinger (Snedkernes Efterårsudstillinger), der var blevet etableret i 1981 som et slags eksperimentarium for møbeldesignere, og i 1999 og 2003 i særudstillingerne Planken Ud I og II, som de unge møbeldesignere Louise Campbell, Sebastian Holmbäck og Cecilia Sell Bjorvatn tog initiativ til. På alle udstillingerne så man en Rud Thygesen, der ikke alene var mere nysgerrig og udforskende end tidligere, men også mere elegant og forfinet i sit formsprog. På det kunstneriske plan var der ingen tvivl om, at Thygesen havde et stort behov for at afprøve nogle grænser efter bruddet med Johnny Sørensen – og i øvrigt at slappe lidt af fra det kommercielle rotteræs, som krævede en bestandig strøm af salgbare modeller. Mest interessant var nok, at Rud Thygesen med bruddet endelig fik mulighed for at få fat i en ung designer til at hjælpe sig på tegnestuen. Det var et ønske, som Johnny Sørensen havde modsat sig lige fra begyndelsen af samarbejdet – det skulle være ham og Rud, og ingen andre. Og Rud Thygesen var heldig - eller snarere dygtig - idet han fik fat i den talentfulde designer Kasper Salto som medarbejder i en periode på 4 år.

 

Mike Rømer

Indretningsarkitekt MDD